|
|
 |
| |
NYTÅRSKORT 2009
Hastighed
”Tid og rum eksisterer ikke længere. Nu findes kun
farten.” Sådan skrev Filippo Tommasi Marinetti i det
Futuristiske Manifest, som blev trykt i Le Figaro i 1909.
Futuristernes ærinde var et opgør med datidens stilstand,
nostalgi, konservatisme og pedanteri. Mange europæiske kunstnere
greb ivrigt futurismens nye, æstetiske dogmesæt, blandt andet
Giacomo Balla, hvis lille gravhund på forsiden er en nydelig
manifestation af fart.
Livet i de nyindustrialiserede, kommunikationstætte og forurenede
storbyer var elektrisk og spasmeagtigt, og det måtte kunstnerne
naturligvis skildre det smukke i. De futuristiske avantgardister
- malere, digtere, filosoffer - var besatte af hurtige
transportmidler, vibrerende og støjende maskiner og flimrende
lys. Teknologien var i deres optik udgangspunktet for
samfundsdynamikkerne. Magten til at bruge tekniske fremskridt og
overvinde bagstræb blev besunget højt. Futuristernes sprog var
aggressivt og fyldt med volds- og krigsmetaforer. Marinetti
skrev i Manifestet: ”En racerbil, et brølende automobil, som
farer frem som et projektil er skønnere end Nike fra Samothake!”
Enkelte avantgardister tog opfordringerne til at stikke ild på
nogle af de forhadte gamle symboler lidt vel bogstaveligt, og
det gav futurismen en kedelig association med de gryende
fascistbevægelser i Europa - trods en uomtvistelig kunstnerisk
fornyende kraft.
100 år efter futuristerne fortsætter spekulationerne om begrebet
hastighed. Hvordan anfægtes vi som moderne individer? Forsimplet
set er den daglige dont for mange mennesker stadig stramt
struktureret. Opskruning af tempo er en del af et uomgængeligt
økonomisk pres. I den frie tid og i ferierne bestemmer vi
derimod selv over tiden og hastigheden. I fritiden gearer man
ned til lavere tempo, antages det implicit. Men så enkelt er det
næppe, for arbejdslivets virkelighed invaderer fritiden. Og
omvendt.
Højhastighedstog i Tyskland og Frankrig har påviseligt ændret
rejsevanerne. Forretningsrejser tager kun én dag, hvor de
tidligere varede flere dage. Indtil den definitive grounding var
Concorden symbolet på den ultimative mobilitet. Forlad London om
morgenen, hold dit møde i New York, og tag retur for at sove i
din egen seng. Ingen jetlag, kun behændighed.
Arbejdets logik sniger sig ind på den rejsetid, som før var et
”mellemrum”, hvor man legitimt kunne gøre ingenting. Med
mobiltelefoner og netadgang omlokaliseres professionsudøvelsen
til transportmidlet, som indrettes med strømstik,
nyhedsmonitorer, foldeborde, stimulansdispensere og trådløse
forbindelser. Arbejdsopgaver løsnes fra deres organisatoriske og
fysiske kontekst, bliver fragmenterede, selvorganiserede og
elektronisk performancemålte. I skøn forening stiller de
rejsende og deres arbejdsgivere krav om, at toget tordner gennem
landskaberne. Men også Internetopkoblingen må for himlens skyld
ikke give ventetider. Samtidigheden skal være total. Vi er i den
forstand tæt på, at tidsrytmer og geografisk rum
betydningstømmes, og hastigheden bliver alt, præcis som
futuristerne forudsagde. 266 km/time står der på togets display,
100 Mbit/sekund Internet praler togselskabet i brochuren i
stolelommen, mens det er underordnet, hvor toget befinder sig
lige nu.
|
Maleri: Giacomo Balla
Dynamism of a dog on a leash (1912)
Albright-Knox Art Gallery, Buffalo, New York |
Forretningsrejsende lever i en omkostningsskrue, men det gør
ferierejsende ikke.
Eller gør de? Ferierne hakkes op i flere, kortere svipture og
forlængede weekender,
som spredes hen over året. Det giver kun mening, hvis
hastigheden i forbindelse med
transportingrediensen konstant forøges.
Et accelererende livstempo fra dagligdagen gentager sig på
ferien. Sightseeing
foregår i stram snor efter guidebøger og podcasts. ”1000 steder
du skal se, før du dør”,
er titlen på en populær rejsebog. ”Shop till you drop” er
lokkemidlet til destinationer,
hvor valutakursen for en kort stund arter sig favorabelt.
Discountselskaberne flyver
beredvilligt lige til indkøbscentrets rulletrappe. Man må ikke
kede sig på ferien,
og den kontemplative tilstand agiteres der kun for, hvis den kan
pakkes ind i et
wellnessprogram.
På feriestederne iscenesættes tidsbesparelserne. Fastfood er
kvintessensen af fortravlethed,
og maden fortæres på rekordtid, selv om man ikke har planer for
anvendelsen
af den sparede tid. Billetluger og indtjekningsskranker
erstattes af selvbetjening, hvor
man benytter sit fingeraftryk eller sin iris som magisk sesam.
Eller som et eksempel på
et paradoks i hastighedsdyrkelsen: man lejer en cykel i de
storbyer, hvor de hurtigste
transportmidler kommer langsomst frem.
Farten er ikke bare en nødvendighed i ferierende menneskers
stramme tidsbudgetter,
den udgør også en oplevelse i sig selv. At give sig hen til
hastighed og acceleration
hører til de allermest populære turismetidsfordriv. På
transportmuseet eller biludstillingen
glaner de besøgende mest på de hurtigste køretøjer, ikke på de
kulturelt
eller økonomisk set mest betydningsfulde. At iagttage de
toptrænede sportsudøvere
race af sted i speedbåde, på heste og i flyvemaskiner er
underholdning for milliarder,
og dødsulykker synes ikke at have nogen modificerende effekt.
Bedst er det at prøve selv; køerne er unægteligt længere foran
temaparkernes adrenalinpumpende
rutsjebaner og andre halvflyvende forlystelser end foran den
søde eventyrkarrusel.
Charterbilletterne til rumturen er allerede solgt, selv om
amatørastronauterne ikke
aner, om raketten kommer op over rampen i deres levetid.
Den franske filosof Paul Virilio har givet videnskaben om
hastighed et navn:
dromologi. Virilio analyserer sig frem til, at acceleration
finder sted ved en kompression
af tid og opgaver, som understøttes af transportmidlernes
udvikling
og den elektroniske kommunikations betydningserobring. Dette er
slet ikke så
emanciperende, som man skulle tro. Efter Virilios mening udgør
udviklingen faktisk
en politisk risiko. En overdreven fokus på hastighed øger
menneskers ligegyldighed
over for andre, og den reducerer betydningen af de fællesskaber
på geografisk
veldefinerede steder, som er så afgørende for social sammenhæng
og fred.
Har vi grund til bekymring på turismedestinationernes vegne?
Måske. En pointe hos
Virilio er, at lufthavne, motorveje, internetcafeer,
hypermarkeder og internationale
hoteller er teletopiske udgrænsninger uden tid og sted, uden
kulturel prægning, og
de er så godt som identiske verden over. Man erobrer dem ved
brug af kreditkort og
mobiltelefon, ikke med menneskelig empati og indsigt. Det er i
de langsommere –
de geotopiske - rum, at vi finder alt det autentiske og det
gyldige, som gør en rejse
umagen værd.
Med disse refleksioner ønskes et godt nytår.
Anne-Mette Hjalager
Advance/1
Forskerparken
Gustav Wiedsvej 10
8000 Aarhus C.
8620 2000
hjalager@advance1.dk
www.advance1.dk
|
|
|
